Hvad dækker »Made in Germany« egentlig over på et kosttilskud?

»Made in Germany« på et kosttilskud fortæller dig, hvor det sidste væsentlige produktionstrin fandt sted. Det siger intet om, hvor råvarerne kommer fra, og det betyder ikke, at der har været strengere regler for det produkt end for et, der er lavet i Polen, Portugal eller Irland. »EU-certificeret« er endnu tyndere: der findes ingen EU-certificering af kosttilskud, og ingen myndighed godkender et kosttilskud, før det kommer i handlen. Denne artikel gennemgår, hvad ordene juridisk må betyde, hvad loven reelt kræver af enhver kosttilskudsfabrik i EU, og de fem ting, du selv kan undersøge.

Det korte svar

Tre forskellige ting smelter sammen til ét samlet indtryk af kvalitet:

• Oprindelse er et toldbegreb. En vare har oprindelse dér, hvor den har undergået den »sidste væsentlige og økonomisk berettigede bearbejdning eller forarbejdning« (forordning (EU) nr. 952/2013, artikel 60, stk. 2). Ingredienserne kan komme fra hele verden.
• Regelefterlevelse er et lovbestemt minimum, som gælder for enhver fødevarevirksomhed i EU: en registreret virksomhed, en permanent HACCP-procedure, sporbarhed på alle råvarer og oplysninger, der ikke vildleder.
• Certificering er privat og frivillig. Ingen offentlig myndighed udsteder et »EU-certificeret«-mærke til kosttilskud. De ordninger, der findes, certificerer en fabrik, ikke den dåse, du står med.

Et landenavn på pakken siger noget om det første af de tre punkter. Det er ikke en genvej til de to andre.

Det minimum, enhver kosttilskudsfabrik i EU skal leve op til

Uanset hvilket flag der pryder æsken, har en fødevarevirksomhed i EU de samme grundlæggende pligter.

Virksomheden skal være registreret hos myndighederne

Enhver fødevarevirksomhedsleder skal underrette den kompetente myndighed om hver enkelt virksomhed under sin kontrol, som udfører et led i produktion, forarbejdning eller distribution af fødevarer, så virksomheden bliver registreret, og skal holde oplysningerne opdaterede (forordning (EF) nr. 852/2004, artikel 6, stk. 2).

Der skal være et HACCP-system

Virksomhederne skal »indføre, gennemføre og opretholde en eller flere permanente procedurer, der er baseret på HACCP-principperne« (forordning (EF) nr. 852/2004, artikel 5, stk. 1). Principperne er ridset op i artikel 5, stk. 2: find farerne, fastlæg de kritiske kontrolpunkter, sæt kritiske grænseværdier, overvåg dem, beskriv de korrigerende handlinger, kontrollér at systemet virker, og før dokumentation, der står i forhold til virksomhedens størrelse. Proceduren skal revideres, hver gang produktet eller processen ændrer sig.

Alle råvarer skal kunne spores

Virksomhederne skal kunne identificere enhver, der har leveret dem en fødevare eller et stof, som indgår i en fødevare, og de skal have systemer, der viser, hvilke virksomheder de selv har leveret til. Oplysningerne skal stilles til rådighed for myndighederne på forlangende (forordning (EF) nr. 178/2002, artikel 18, stk. 2 og 3).

Det er den del, der reelt er betryggende, og samtidig den del, som »Made in Germany« ikke tilføjer noget til. En registreret virksomhed med en HACCP-plan og sporbarhed et led tilbage og et led frem er udgangspunktet i samtlige medlemslande.

Hvad »made in« betyder juridisk

Oprindelse er defineret i loven, og definitionen er ikke intuitiv. Varer, der fuldt ud er fremstillet i ét land, har oprindelse dér. Varer, hvis fremstilling involverer mere end ét land, »anses for at have oprindelse i det land eller territorium, hvor de har undergået den sidste væsentlige og økonomisk berettigede bearbejdning eller forarbejdning, når denne er foretaget i en dertil udstyret virksomhed og har ført til fremstilling af et nyt produkt eller udgør et vigtigt trin i fremstillingen« (forordning (EU) nr. 952/2013, artikel 60).

Læs det en gang til med et kosttilskud i tankerne. Mineralsalte, aminosyrer og vitaminformer er globale råvarer. En magnesiumforbindelse, der er syntetiseret i Asien og derefter blandet og fyldt på kapsler i Europa, er et produkt med asiatiske ingredienser, hvor det sidste forarbejdningstrin er europæisk. Sætningen på etiketten og forsyningskæden svarer på to forskellige spørgsmål.

Om et konkret trin lever op til kravet i artikel 60, stk. 2, er en toldfaglig vurdering, ikke en markedsføringsbeslutning. Simpel ompakning af et færdigt produkt vejer let, et egentligt fremstillingstrin vejer tungt. Den ærlige læsning for en køber er snæver: et landenavn beskriver enden af kæden, aldrig hele kæden.

Hvornår et land overhovedet skal stå på etiketten

For de fleste kosttilskud skal det slet ikke. Angivelse af oprindelsesland eller herkomststed er obligatorisk, »hvis undladelse af at give denne oplysning ville vildlede forbrugeren med hensyn til fødevarens egentlige oprindelsesland eller herkomststed, navnlig hvis de oplysninger, der ledsager fødevaren, eller etiketten som helhed ellers ville antyde, at fødevaren har et andet oprindelsesland« (forordning (EU) nr. 1169/2011, artikel 26, stk. 2, litra a).

Oprindelse er altså som regel frivillig, og den bliver obligatorisk netop i det øjeblik, resten af pakken lægger op til en bestemt oprindelse. Flag, nationalfarver, en tysksproget forside og en adresse i Düsseldorf kan tilsammen skabe et oprindelsesindtryk, som derefter skal korrigeres eller bekræftes.

Vælger man selv at oplyse oprindelsen, følger der endnu en pligt med. Når en fødevares oprindelse er angivet, og den ikke er den samme som den primære ingrediens' oprindelse, skal etiketten også angive den primære ingrediens' oprindelse eller oplyse, at den er en anden (artikel 26, stk. 3). Et mærke, der trykker et land på pakken, påtager sig forpligtelser og pynter ikke bare på en æske.

Under det hele ligger artikel 7, stk. 1, litra a: fødevareinformation må ikke vildlede med hensyn til fødevarens art, sammensætning, oprindelsesland, herkomststed eller fremstillingsmåde. Den ene sætning er grunden til, at en løs formulering om oprindelse er en juridisk risiko og ikke et smart smuthul.

En tysk adresse er ikke en oprindelsesangivelse

Der står et firmanavn på enhver pakke, og navnet har en bestemt juridisk funktion: ansvarlig for fødevareinformationen er den virksomhed, under hvis navn fødevaren markedsføres, eller, hvis den virksomhed ikke er etableret i det pågældende område, importøren (forordning (EU) nr. 1169/2011, artikel 8, stk. 1). Den virksomhed skal sikre, at oplysningerne både er der og er korrekte (artikel 8, stk. 2).

Adressen svarer med andre ord på, hvem der står til ansvar, og hvor du skal klage. Den svarer ikke på, hvor produktet er fremstillet. En tysk virksomhed må helt lovligt markedsføre et produkt, der er fremstillet et andet sted. Det, virksomheden ikke må, er at lade pakken antyde noget andet, for det er dér, artikel 7 og artikel 26, stk. 2, litra a, finder anvendelse.

»EU-certificeret« er ikke et certifikat

Kosttilskud er fødevarer og ikke lægemidler, og de skal ikke godkendes, før de må sælges. Direktiv 2002/46/EF harmoniserer reglerne, og den eneste registreringslignende pligt, medlemslandene må stille krav om, er anmeldelse: et medlemsland »kan kræve, at fabrikanten eller den, der markedsfører produktet på dets område, giver den kompetente myndighed meddelelse om markedsføringen ved at fremsende et eksemplar af den etiket, der anvendes til produktet« (artikel 10).

Tyskland benytter den mulighed. Efter Nahrungsergänzungsmittelverordnung skal den, der som fabrikant eller importør markedsfører et kosttilskud, senest ved den første markedsføring anmelde det til Bundesamt für Verbraucherschutz und Lebensmittelsicherheit og vedlægge et eksemplar af den etiket, der bruges (NemV § 5, stk. 1). BVL sender derefter anmeldelsen videre til ministeriet og til delstaternes fødevarekontrolmyndigheder (§ 5, stk. 3).

Læg mærke til, hvad en anmeldelse er: en etiket lander i en sagsmappe. Ingen har testet produktet, ingen har godkendt sammensætningen, og der er ikke udstedt noget, som et mærke sandfærdigt kan kalde et EU-certifikat. Enhver pakke eller produktside, der lover »EU-godkendt« eller »EU-certificeret«, bruger ord uden juridisk indhold.

Kosttilskud fremstilles ikke efter lægemidlernes GMP-regler

Bogstaverne GMP vejer tungt, men vægten er for det meste lånt. I EU-retten gælder de detaljerede retningslinjer for god fremstillingspraksis i EudraLex Volume 4 for humanmedicinske og veterinære lægemidler. Der findes ikke et tilsvarende bindende EU-regelsæt om GMP for kosttilskud: den bindende produktionslovgivning for dem er fødevarehygiejnereglerne, altså forordning (EF) nr. 852/2004 og kravet om HACCP.

Der findes strengere produktionsstandarder for fødevarer, og de er private, frivillige og betalt af producenten selv. FSSC 22000 er en af de udbredte ordninger, og andre fungerer på samme måde. Det er ikke ment som kritik. En velkørende auditordning betyder noget. Det betyder bare, at »GMP-certificeret« eller »certificeret produktionssted« er en påstand fra en privat ordning og ikke en statsgaranti, og at den bør ledsages af de oplysninger, der gør det muligt at efterprøve den: hvilken ordning, hvilket produktionssted, hvilket certifikatnummer, hvilket omfang og hvornår det udløber. Et certifikat dækker en fabrik i en auditperiode. Det siger intet om den dåse, du står med, og det er netop det, et analysecertifikat for partiet er til for.

Hvem kontrollerer det i praksis, og hvor ofte

Den offentlige kontrol er reel, men den er risikobaseret og ikke altomfattende. De kompetente myndigheder »foretager regelmæssigt offentlig kontrol af alle operatører, risikobaseret og med passende hyppighed« og tager herved hensyn til kendte risici, til oplysninger, der tyder på, at forbrugerne kan blive vildledt om blandt andet oprindelsesland eller fremstillingsmåde, til operatørens hidtidige resultater og til pålideligheden af operatørens egenkontrol, herunder private kvalitetssikringsordninger (forordning (EU) 2017/625, artikel 9, stk. 1).

Det har to ærlige konsekvenser. Ingen kontrollerer hvert eneste parti af hvert eneste kosttilskud. Og en troværdig privat certificering kan mindske den opmærksomhed, en myndighed retter mod et produktionssted, hvilket er en af de praktiske grunde til, at ordningerne findes.

Fem ting, du kan tjekke på fem minutter

1. Find den ansvarlige virksomhed. Firmanavnet og adressen på pakken udpeger den virksomhed, der juridisk hæfter for oplysningerne på pakken (artikel 8, stk. 1). Er der ingen EU-adresse, markedsføres produktet af nogen, du ikke uden videre kan komme i kontakt med.
2. Læs udsagnsordet, ikke landet. »Made in«, »Produced in«, »Packed in«, »Bottled in«, »Lab-tested in« og »Designed in« er seks forskellige påstande. Kun de to første siger noget om selve fremstillingen.
3. Spørg, hvor råvaren kommer fra. For almindelige næringsstoffer er det et rimeligt spørgsmål med et konkret svar. Et mærke, der ikke kan sige, hvor dets magnesiumforbindelse eller vitaminform er købt, kender ikke sin egen forsyningskæde.
4. Bed om certifikatet, ikke om mærkaten. Ordningens navn, produktionsstedets adresse, certifikatnummer, omfang og udløbsdato. En mærkat uden de fem oplysninger er et stykke grafik.
5. Bed om papirerne på partiet. Lotnummeret på din pakke er nøglen: hvad blev der testet for, af hvilket laboratorium og op mod hvilken specifikation. Det er det eneste dokument, der handler om dit produkt og ikke om en bygning. Vores guide til at læse et analysecertifikat gennemgår, hvad et godt certifikat indeholder, og vores artikel om hvilke ord på etiketten der er juridisk definerede dækker resten af forsiden.

Sådan ser det ud på vores egne etiketter

Vi trykker ikke »Made in Germany«, og denne artikel er ikke en måde at antyde det på. Her er, hvad der faktisk står på vores sider, og hvad hver formulering er værd:

• »Lab-tested in Germany« på vores Magnesium 7-in-1 og andre produktsider handler om, hvor testen foregår. Det er ikke en oprindelsesangivelse for fremstillingen og skal ikke læses som sådan.
• »Independently lab-tested« betyder, at testen ikke udføres af den part, der sælger dig produktet. Den ærlige begrænsning er, at vi ikke offentliggør certifikater for hvert enkelt parti, så udefra er det et løfte og ikke et dokument. Vil du have papirerne på netop den dåse, du har købt, så send os dit lotnummer på info@notfortomorrow.com.
• »EU shipped 2 to 4 days« er logistik. Det fortæller, hvor pakken sendes fra, og intet andet.
• Vontix GmbH, Düsseldorf er den ansvarlige fødevarevirksomhed efter artikel 8, stk. 1. Det er en ansvarsadresse, ikke en fabriksadresse.

Hullet er værd at sætte ord på: denne artikel fortæller dig ikke, hvor hvert enkelt af vores produkter fremstilles, for vi skriver ikke et land her, som vi ikke har dokumenteret ordentligt for dig. Spørg os med et produktnavn, så svarer vi konkret. Holder vi vores egen femminutterstest op mod os selv, klarer vi punkt et, to og fire, og vi dumper i øjeblikket på punkt fem over for alle, der ikke har skrevet til os. Det er et reelt hul, og vi skriver det hellere ned, end vi pynter på det. Vil du have det bredere juridiske billede af, hvad et kosttilskud må og ikke må være, gennemgår vores artikel om forskellen på et kosttilskud og et lægemiddel selve klassificeringen.

Ofte stillede spørgsmål

Er »Made in Germany« bedre end »Made in the EU«?

Ikke juridisk. De bindende krav, altså registrering af virksomheden, HACCP, sporbarhed og oplysninger, der ikke vildleder, gælder i hele EU. Det, der er forskel på fra land til land, er hvilken national myndighed der udfører kontrollen, og hvordan den prioriterer efter forordning (EU) 2017/625, artikel 9. Betragt et landenavn som oplysning om det sidste forarbejdningstrin, ikke som en kvalitetsrangliste.

Betyder »Made in Germany«, at ingredienserne er tyske?

Nej. Oprindelse følger den sidste væsentlige forarbejdning (forordning (EU) nr. 952/2013, artikel 60, stk. 2), så en pakke kan bære et landenavn, selv om næringsstofferne er syntetiseret eller udvundet et helt andet sted. Betyder ingrediensernes oprindelse noget for dig, så spørg til ingrediensen i stedet for at læse forsiden af æsken.

Findes der en EU-godkendelse eller et EU-certifikat for kosttilskud?

Nej. Der er ingen godkendelse før markedsføring. Medlemslandene kan kræve anmeldelse med et eksemplar af etiketten efter direktiv 2002/46/EF, artikel 10, som Tyskland har gennemført i NemV § 5. En anmeldelse registrerer, at produktet findes. Den tester, godkender eller certificerer det ikke.

Hvad betyder »GMP-certificeret« på et kosttilskud?

Som regel at produktionsstedet har et certifikat fra en privat ordning eller et certifikat udstedt efter et regelsæt uden for EU. EU's GMP-regler i EudraLex Volume 4 gælder lægemidler. Ved et kosttilskud skal du spørge til ordning, produktionssted og certifikatnummer og derefter kontrollere, at omfanget dækker den produkttype, du køber.

Betyder en tysk firmaadresse, at produktet er fremstillet i Tyskland?

Nej. Adressen udpeger den virksomhed, der er ansvarlig for fødevareinformationen (forordning (EU) nr. 1169/2011, artikel 8, stk. 1). Den må lovligt stå på et produkt, der er fremstillet et andet sted. Det, loven ikke tillader, er en pakke, hvis samlede indtryk antyder en oprindelse, produktet ikke har, og det er præcis dér, oprindelsesmærkning bliver obligatorisk efter artikel 26, stk. 2, litra a.

Må et mærke skrive »Made in Germany«, hvis det kun fylder kapsler i Tyskland?

Det afhænger af, om trinnet tæller som den sidste væsentlige og økonomisk berettigede forarbejdning, der fører til et nyt produkt eller udgør et vigtigt trin i fremstillingen (artikel 60, stk. 2). Simpel ompakning vejer let, et egentligt fremstillingstrin vejer tungt, og vurderingen foretages produkt for produkt. Som køber kan du ikke afgøre det udefra, og derfor er det nyttige spørgsmål et spørgsmål om ingrediensen og papirerne på partiet, ikke om selve formuleringen.

Kort fortalt

Et landenavn på et kosttilskud er en snæver faktuel oplysning om enden af en forsyningskæde, afgjort efter toldregler, og i de fleste tilfælde er den frivillig. »EU-certificeret« er ikke en kategori. Det, EU reelt garanterer, er et minimum: en registreret virksomhed, et permanent HACCP-system, sporbarhed i begge retninger, oplysninger, der ikke vildleder, og risikobaseret offentlig kontrol. Alt over det minimum er enten et privat certifikat for en fabrik eller et partidokument for din dåse. Bed om de to ting ved navn, så holder markedsføringsordene op med at betyde noget.

Kilder

1. Regulation (EU) No 952/2013 (Union Customs Code), Article 60: Acquisition of origin, Europa-Parlamentet og Rådet, 2013.
2. Regulation (EC) No 852/2004 on the hygiene of foodstuffs, Article 5: Hazard analysis and critical control points, Europa-Parlamentet og Rådet, 2004.
3. Regulation (EC) No 852/2004, Article 6: Official controls, registration and approval, Europa-Parlamentet og Rådet, 2004.
4. Regulation (EC) No 178/2002 (General Food Law), Article 18: Traceability, Europa-Parlamentet og Rådet, 2002.
5. Regulation (EU) No 1169/2011 on food information to consumers, Article 7: Fair information practices, Europa-Parlamentet og Rådet, 2011.
6. Regulation (EU) No 1169/2011, Article 8: Responsibilities, Europa-Parlamentet og Rådet, 2011.
7. Regulation (EU) No 1169/2011, Article 26: Country of origin or place of provenance, Europa-Parlamentet og Rådet, 2011.
8. Directive 2002/46/EC on food supplements, Article 10: notification of placing on the market, Europa-Parlamentet og Rådet, 2002.
9. Nahrungsergänzungsmittelverordnung (NemV) § 5: Anzeige, Bundesministerium der Justiz, Tyskland.
10. Regulation (EU) 2017/625 on official controls, Article 9: General rules on official controls, Europa-Parlamentet og Rådet, 2017.
11. Food supplements, Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed.
12. EudraLex Volume 4: EU guidelines for good manufacturing practice for medicinal products for human and veterinary use, Europa-Kommissionen.
13. FSSC 22000 food safety certification scheme, Foundation FSSC.

En bemærkning om de juridiske links: EUR-Lex svarer tomt på automatiserede forespørgsler, og derfor er EU-retsakterne ovenfor linket via spejlet på legislation.gov.uk, som gengiver teksten til hver artikel. Hver retsakt er nævnt med fuldt navn, så du kan slå den direkte op på EUR-Lex. Hvor spejlet viser britiske ændringer fra efter 2020, er kun det uændrede indhold af de citerede bestemmelser brugt her.

Skrevet af NOTFORTOMORROW Editorial Team. Artiklen forklarer mærknings- og fødevareregler og er ikke juridisk rådgivning.